Bendtners holdkammerat mister livet i trafikulykke

Nicklas Bendtners 20-årige holdkammerat i Wolfburg Junior Malanda mistede lørdag eftermiddag livet som følge af et trafikuheld. Det bekræfter politiet i Bielefeld over for det tyske nyhedsbureau dpa.

Midtbanespilleren fra Belgien var ifølge Bild, som først bragte historien, på vej til lufthavnen som passager i en bil. Han sad på bagsædet og skulle i lufthavnen mødes med holdkammeraterne, som skulle flyve til Sydafrika på træningslejr.

Ifølge Bild mistede føreren af bilen herredømmet, og bilen med i alt tre passagerer i endte med at ramme et træ. Bild skriver, at politiet har oplyst, at bilen kørte for hurtigt, da den begyndte at slingre.

Malanda fløj ud af bilen og døde på stedet, skriver Bild. Politiet oplyser til dpa, at en passager fløj ud af bilen, men nævner ikke Malanda som den person.

De to andre passagerer er kommet slemt til skade. Heftig vind og regnvåde veje har formentlig haft indflydelse på ulykken, meddeler politiet.

Efter dødsfaldet besluttede Wolfsburg-ledelsen, at truppen ikke skulle flyve til Sydafrika lørdag. Søndag beslutter ledelsen, om turen finder sted på et senere tidspunkt, eller om turen helt udgår i forberedelserne til forårssæsonen.

17 kampe spillede Malanda for Wolfsburg.

/ritzau/

Dagens Gossip