Bendtners klub sender offensivt flop retur til Kina

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Da han i december sidste år blev præsenteret som ny spiller i Wolfsburg, så anslået mellem 40 og 50 millioner kinesere med fra tv-skærmen.

Men opholdet i den tyske fodboldklub blev ingen succes for kineseren Xizhe Zhang, der onsdag blev sendt retur til sit hjemland og klubben Beijing Guoan.

- Jeg takker Wolfsburg for at have imødekommet mit ønske om at tage hjem, siger Xizhe Zhang til Wolfsburgs hjemmeside.

Offensivspilleren nåede ikke at spille en eneste kamp for Wolfsburg.

Her gjorde han blandt andre danske Nicklas Bendtner selskab, og enkelte gange lykkedes det faktisk for 24-årige Xizhe Zhang at fortrænge danskeren fra en plads på bænken.

Kineseren havde kontrakt med Wolfsburg to år endnu, men klubben var ikke uvillig til at lade ham tage hjem efter en skuffende halvsæson.

- Det var hans ønske at tage hjem og bruge erfaringerne fra Wolfsburg i bestræbelserne på at vende tilbage til landsholdet, siger den tyske klubs sportsdirektør, Klaus Allofs.

/ritzau/