Bendtners rival scorer igen i Wolfsburg-skuffelse

Skrevet af admin

26/09/2015

Dagens topnyheder

Vejen til Wolfsburgs startopstilling er blevet en smule længere for Nicklas Bendtner, efter at hans direkte konkurrent, Bas Dost, på ny viste sin målfarlighed lørdag eftermiddag.

Dost scorede Wolfsburgs enlige mål, da topklubben skuffende måtte nøjes med 1-1 på hjemmebane i lokalopgøret mod Hannover 96.

Bendtner kom på banen som afløser for Andre Schürrle et kvarter før tid, men kom ikke frem til chancer.

Fire dage efter afklapsningen mod Bayern München fik Wolfsburg altså ikke den håbede og forventede oprejsning mod Hannover, der ellers er bundprop i Bundesligaen.

Med Leon Andreasen på midtbanen i de første 66 minutter bed gæsterne godt fra sig, og det lykkedes at bjærge et point, da Hiroshi Kiyotake pludselig fik alverdens tid i Wolfsburgs straffesparksfelt og satte udligningen ind via overliggeren.

Hjemmeholdet var kommet i front fem minutter før pausen, da Bas Dost stødte frem og satte hovedet på bolden efter Daniel Caligiuris præcise indlæg fra højre.

Men på en dag, hvor det kneb med at skabe store målchancer, rakte det ikke til mere end et point, og dermed noterede Wolfsburg sig for det første pointtab på hjemmebane i denne sæson.

Wolfsburgernes onde ånd fra i tirsdags, Robert Lewandowski, fortsatte sin målfest ved at nette to gange i Bayern Münchens stensikre 3-0-sejr i Mainz.

Sydtyskerne har fortsat maksimumpoint efter syv kampe.

Succes var der også for Borussia Mönchengladbach, som vandt for anden gang i træk under den midlertidige træner Andre Schubert.

Med Andreas Christensen i midterforsvaret vandt Gladbach på udebane med 3-1 mod et andet bundhold VfB Stuttgart.

Til gengæld måtte Jannik Vestergaard og Werder Bremen sluge et klart 0-3-nederlag på hjemmebane mod Bayer Leverkusen. Det var Werders tredje nederlag i træk.

/ritzau/