Bendtners tribunerolle gjorde Olsen bekymret

Skrevet af admin

04/11/2015

Dagens topnyheder

Siden Danmarks 0-1-nederlag ude til Portugal i EM-kvalifikationen og 1-2-nederlag i testkampen mod Frankrig i oktober har Nicklas Bendtner haft nogle svære uger i Wolfsburg.

Tre gange i træk sad den danske landsholdsangriber på tribunen, en enkelt gang var han bænket i samtlige 90 minutter, mens han først fik spilletid i de to seneste Wolfsburg-kampe.

Bendtner nåede akkurat at starte inde i lørdagens bundesligakamp, hvor han scorede til 1-0 i 2-1-sejren hjemme mod Bayer Leverkusen, inden landstræner Morten Olsen mandag udtog sin trup til de to playoff-kampe mod Sverige.

- Det er bekymrende, når han ikke spiller. Også rent professionelt. Det er hans arbejde at spille. Så mangler der jo noget i hverdagen, og der vil også mangle noget hos os.

- Jeg havde udtaget ham alligevel. For vi var tilfredse med det, vi så mod Portugal. Så vi havde taget ham med i lejren uanset hvad, siger Olsen.

Bendtner blev tirsdag aften indskiftet for Wolfsburg, som tabte 0-2 ude til PSV Eindhoven i Champions League, og de seneste i alt 96 minutters kamptræning for Wolfsburg tæller med på plussiden.

- Alle spillere har brug for kamptræning. Men måske har angrebsspillere mere brug for det end andre, forklarer Olsen.

Landstræneren har brug for Bendtner i topform, når Sverige står i vejen for EM-deltagelse i de to afgørende kampe 14. og 17. november.

- Vi var tilfredse med, hvordan Nicklas så ud, sidst vi var samlet. Jeg synes, at han spillede en god kamp ude mod Portugal - og ikke kun fordi han ramte stolpen. Han arbejdede stenhårdt forsvarsmæssigt.

- Han var god, når vi havde bolden. Han er fysisk klar, og han siger selv, han aldrig har været i en bedre fysisk form. Og resten kommer med kampene. Og så kommer selvtilliden også, siger Olsen.

/ritzau/