Bendtners valg: Penge eller spilletid?

- En speciel tak til Arsenal-manager Arsene Wenger for konstruktive forhandlinger og et godt samarbejde. Der var fra alle tre parter en stor villighed tilstede, men i sidste ende passede tingene bare ikke sammen, sagde Frankfurts sportsdirektør, Bruno Hübner, på klubbens hjemmeside.

Det springende punkt har ifølge tyske kilder været lønnen. Bendtner har angiveligt krævet en treårig kontrakt til en værdi af 20-22 mio. kr. årligt, hvilket er stort det samme , som han får i Arsenal, hvor han endnu har et år tilbage af sin kontrakt.

Dette fokus fra Bendtner på løn ser altså ud til at koste ham fodboldmæssigt. Det vil i sidste ende også ramme landsholdet, påpeger landsholdets assistenttræner Perter Bonde.

Spilletid afgørende

- Jeg kan ikke sige, hvad der er sket i sagen om Bendtner, Frankfurt og Arsenal, for jeg ved ikke reelt, hvad der er foregået. Men tager vi den generelle diskussion, der hedder spilletid kontra løn, er det ikke mystisk, at vi som landstrænere synes, at spilleren godt kan undsige sig et par millioner hist og pist, og så komme til at spille, lyder det fra Bonde.

- Spilletid er for os altafgørende, og vi savner, at Nicklas Bendtner kommer til en klub, der er på et fornuftigt niveau, og får spilletid. Gerne i en af de store ligaer, for det har han kompetencer til. Og så er jeg fuldstændig ligeglad med, om han får en milliard eller tusind kroner om måneden. Han skal bare spille fodbold, den dreng, og det kan næsten ikke gå stærkt nok. Det er, hvad vi håber på, og det håber vi også på, at han og hans rådgivere på et tidspunkt indser, fastslår Peter Bonde.

- Han er jo stadig fodboldspilleren Nicklas Bendtner, og det skulle han gerne blive ved med at være. Men så skal han i gang med at spille fodbold, fortsætter han.

Ingen venter i Arsenal

Nicklas Bendtner er stadigvæk på kontrakt med Arsenal, som i realiteten har papir på danskerne en sæson endnu. Men umiddelbart har Arsenal har dog glemt alt om Bendtner. Klubben har ham ikke med på dens træningstur til Asien, og ingen regner med, at han dukker op i London-klubben.

- Ingen af os journalister forventer at se ham, og det gør Arsenal givetvis heller ikke. Hele holdet flyver til Jakarta (Indonesien, red.) meget snart, og Nicklas Bendtner er ikke med på flyet, siger den engelske journalist John Cross, der til daglig dækker Arsenal tæt for avisen Daily Mirror.

- Vi møder Arsene Wenger i morgen (fredag, red.), og Bendtner er ikke på vores liste over spørgsmål. For at være ærlig er han efterhånden så langt væk fra klubben, at ingen længere anser ham for at være en del af den, siger John Cross.

Assistentlandstræneren håber, Bendtner træffer sit valg af en kommende klub ud fra et sportsligt og ikke økonomisk perspektiv. Nøjagtig som han gør i forhold til alle de andre landsholdsspillere.

- Jeg vil ikke gøre mig til dommer overfor spillerne, men de valg, de træffer i forbindelse med økonomi og valg af klub, er altafgørende for deres karrierer. Deres valg har jo nogle konsekvenser. Om man vil sidde på bænken et sted og tjene 14 millioner, eller hvad man nu tjener, eller om man vil spille og få det halve, skal jeg ikke bestemme. Men som en, der sidder i den anden ende og gerne vil have de bedste spillere, vil jeg gerne have, de får spilletid, slutter Peter Bonde.

Ifølge BTs oplysninger retter Bendtner-lejrens fokus sig nu mod England, hvor der skulle være interesse fra klubber som Crystal Palace og Aston Villa, der står til at skulle miste deres belgiske angriber Christian Benteke.

Dagens Gossip

Dagens TV