Bendtners Wolfsburg smider 2-0 mod Leon Andreasen & co.

Skrevet af admin

02/05/2015

Mest læste i dag

Den tyske topklub Wolfsburg missede lørdag en god mulighed for at cementere sin andenplads i Bundesligaen. På hjemmebane måtte holdet se en føring på 2-0 smuldre til slutresultatet 2-2 mod bundholdet Hannover 96.

Der var tale om et danskeropgør, omend de danske islæt ikke var på banen samtidig.

Wolfsburg sendte Nicklas Bendtner ind til en sidste offensiv satsning efter 83 minutter, mens Leon Andreasen blev skiftet ud efter første halvleg for Hannover 96.

Favoritten Wolfsburg fik den bedste start på kampen. Midt i første halvleg blev det 1-0 ved holdets topscorer Bas Dost, som har haft svært ved at finde vej til netmaskerne på det seneste.

Men med scoringen fik han sat en streg under, at han fortsat står foran Bendtner i klubbens angrebshierarki.

Kort inden pausen blev det også 2-0 til hjemmeholdet ved Ivan Perisic.

Men pausen fik Hannover 96 mest ud af. Først reducerede Jimmy Briand efter to minutter i anden halvleg, og 10 minutter senere udlignede Salif Sane til 2-2.

Det blev også kampens sidste scoring, selv om Wolfsburg satsede på et sejrsmål med Bendtner i front til sidst.

Dermed har Wolfsburg fra andenpladsen fem point ned til nummer tre, Borussia Mönchengladbach, der først søndag spiller mod Hertha Berlin på udebane.

Trods det uafgjorte resultat er Hannover 96 i store problemer i bunden. Holdet bliver overhalet af Paderborn, der vandt lørdag, så Leon Andreasens klub nu ligger på en tredjesidsteplads, der udløser playoff-kampe om en ny sæson i ligaen.

Hannover kan dog rykke ned på en direkte nedrykningsplads søndag, hvis Hamburger SV slår Mainz 05.

Werder Bremen var fortsat uden den skadede forsvarer Jannik Vestergaard. Uden ham blev det til en sejr på 1-0 hjemme over Eintracht Frankfurt.

Pierre-Emile Højbjerg måtte tage plads på Augsburgs bænk fra starten af hjemmekampen mod FC Köln. Den Bayern München-ejede dansker blev skiftet ind efter knap en times spil, men kunne ikke forhindre kampen i at slutte 0-0.

/ritzau/