Bendtsen kritiserer gamle klimatal fra DI

Medlem af EU-Parlamentet Bendt Bendtsen (K) går til angreb på Dansk Industri, som han mener fører en "skræmmekampagne" mod den danske klimakommissær Connie Hedegaards (K) redningsplan for CO2-kvoter. Det skriver Berlingske.

I april afviste et smalt flertal i EU-Parlamentet Hedegaards projekt, der skulle forsøge at redde markedet for handel med CO2-kvoter.

Forslaget går ud på at trække 900 millioner CO2-kvoter ud af markedet for at øge prisen på forureningskvoterne og gøre det mindre fordelagtigt at bruge kul.

Ifølge Dansk Industri ville konsekvensen være, at danske arbejdspladser går tabt på grund af merudgifterne for virksomheder, der lyder på 300 millioner kroner.

Dette tal er Berlingske gået efter i sømmene, og avisen konkluderer, at tallene er misvisende på afstemningstidspunktet. Vurderingen er nemlig baseret på tal fra november, hvor gennemsnitskursen på CO2 dengang lød på 58 kroner.

I april, hvor afstemningen fandt sted, lå gennemsnitskursen på 36 kroner.

Ifølge beregningsmodellen ville det derfor koste 119 millioner kroner for danske virksomheder og derfor ikke 300 millioner kroner.

- Jeg er dybt uforstående overfor, at man har haft den holdning i DI. Normalt er jeg enig med dem. Normalt arbejder de fornuftigt, ambitiøst og troværdigt.

- I denne sag må jeg sige, at jeg er dybt uenig. Der er så meget, jeg ikke forstår i det synspunkt, DI har anlagt, siger Bendt Bendtsen til Berlingske.

Han kalder de synspunkter, som Dansk Industri har fremlagt for "direkte skadeligt for backloading," som er hvad Connie Hedegaards plan kaldes.

Troels Ranis er chef for energi - og klimapolitik i DI, og han siger til avisen, at DI ikke er imod kvotesystemenet, men de er imod Hedegaards CO2-plan.

- Vi har aldrig lagt skjul på, hvornår vi har lavet analysen og hvilket grundlag, vi har lavet analysen på, siger han til Berlingske.

Connie Hedegaards redningsplan skal til endelig afstemning i begyndelsen af juli. Onsdag skal parlamentets miljøudvalg afgive deres stemme.

/ritzau/

Dagens Gossip