Benfica sikrer sig CL-kvartfinale kort før tid

Benfica går videre fra ottendedelsfinalerne i Champions League efter 2-1 over Zenit Skt. Petersborg på udebane. Portugiserne vandt den første kamp 1-0 og vinder dermed samlet de to ottendedelsfinaler med 3-1.

Benfica havde sikret sig et godt udgangspunkt inden kampen, da holdet i første kamp i ottendedelsfinalerne slog Zenit med 1-0 på et mål i sidste minut. Og onsdag blev det så igen mål i de sidste minutter, der afgjorde sagerne for portugiserne.

Med resultatet fra første kamp var Zenit tvunget til at score onsdag for at have en chance for at gå videre. Her lå meget af presset på skuldrene af Zenits offensive es Hulk, selv om brasilianeren blot har scoret tre mål i sine seneste 14 kampe.

Og det blev netop Hulk, der efter 69 minutter bragte russerne foran i kampen.

Zenits Yuri Zhirkov tog et løb til baglinjen og tippede bolden ind foran mål til en helt fri Hulk, der med hovedet sendte bolden i nettet.

Efter målet kunne begge hold med bare én scoring sikre sig den samlede sejr og en plads i kvartfinalerne.

Især Zenit blæste til angreb i de sidste 20 minutter og kom frem til flere store chancer, mens Benfica kun kom frem til mindre chancer på omstillinger.

Men fem minutter før tid vendte Benficas Nicolás Gaitán kampen med et mål, der kom ud af ingenting. Raúl Jiménez hamrede et skud mod mål fra lang afstand, som Zenit-keeperen fik pareret på overliggeren.

Men inde foran mål kunne Gaitán følge op og med hovedet sikre Benficas videre færd i den prestigefyldte turnering. Dermed var det endnu engang et mål i kampens sidste minutter, der reelt afgjorde kampen for Benfica.

I de fem minutters overtid ville også Anderson Talisca være med i målscoringen, og lagde låg på kampen med en scoring til 2-1.

Zenit har haft en skuffende sæson i den russiske Premier League, hvor holdet lige nu ligger nummer fem, ni point efter CSKA Moskva på førstepladsen.

En kvartfinale havde været historisk for holdet, der aldrig tidligere er nået så langt i Champions League

Bedre ser det ud for Benfica, der fører den portugisiske liga og nu også har kvartfinaler i Champions League at se frem til.

Første kamp i kvartfinalerne spilles 5. eller 6. april. Der trækkes lod om modstanderne 18. marts.

/ritzau/

Dagens Gossip