Benhård 'Tour de France-duel' om EM-guld

Den 24-årige dansker, der endte med at tage guldet, fortæller, at den godt tre et halvt minut lange finale nærmest udviklede sig som en bjergetape i Tour de France.

- Han prøvede at styre løbet på sin måde, og jeg prøvede på min måde. På den måde er det et spil. Det er en mental konkurrence, hvor man ligger og presser hinanden og svarer igen på hinandens ryk. Det er lidt ligesom Tour de France, når du ser rytterne køre op ad bjerget, mens de ligger og kigger på hinanden, fortæller René Holten Poulsen på en vindblæst telefonforbindelse fra EM-byen, Montemor-o-Velho, i Portugal.

Selv om René Holten Poulsen til slut havde komfortabel afstand til Max Hoff, der har vundet 1000-meteren ved de seneste fire års europamesterskaber, måtte danskeren fra Maribo kajakklub stramme sig an for at holde den tyske forhåndsfavorit på afstand.

- Han prøvede at presse mig ved 500 meter-mærket, og da der er 250 meter igen. Men så svarede jeg bare igen, så han ikke kunne komme foran. Jeg var nødt til at holde ham oppe i tempo, for jeg vidste, han gerne vil ned og slappe af. Da der var 100 meter igen, vidste jeg, at jeg bare skulle blive i båden, så ville den være hjemme, siger en stolt og glad René Holten Poulsen, der sluttede løbet i tiden 3:27.225.

René Holten Poulsen afslører også, at han har forberedt sig lidt anderledes frem mod europamesterskaberne. 

- Jeg har kørt lidt mere grundtræning end de fleste andre. Det vil sige, at jeg først har skiftet til den højintensive træning de sidste 14 dage. Det har givet lidt mere fart. Det er dog svært at sige, om jeg ville have vundet alligevel.

Det er første gang, at danskeren vinder guld på 1000 meter i ener-kajak. René Holten Poulsen har ellers vundet medaljer ved alle europamesterskaber siden 2008 og har også en sølvmedalje fra OL i Beijing hjemme på trofæhylden. I morgen kan det blive til yderligere to guldmedaljer, når han ror finale på 500 meter og 5.000 meter.

- Det er ikke helt usandsynligt, at det også bliver til medaljer dér, siger den stærke dansker.

På den lange bane ser René Holten Poulsen frem mod VM. Selvom om danskeren, der lørdag blev den første dansker siden 1965-triumfatoren, Erik Hansen, til at vinde på 1000-meteren, er glad for sejrene i sæsonens World Cups, er det dog de store mesterskaber, der virkelig tæller.

- Det vigtigste er jo at vinde til VM. Nu må vi se, hvordan det går. Jeg skal bare fortsætte min træning og holde mig til planen, så skal det nok fungere, siger René Holten Poulsen.

Dagens Gossip