Benitez har respekt for velkendt hjemmebane i Valencia

Skrevet af admin

03/01/2016

Dagens topnyheder

Mestalla i Valencia er et af de stadioner, som spillerne fra Real Madrid, FC Barcelona og Atlético Madrid næppe glæder sig mest til at besøge, når sæsonkalenderen byder på et visit i Spaniens tredjestørste by.

Valencia er et stærkt hjemmehold som med et levende hjemmepublikum på Mestalla ikke taber mange kampe på eget græs - heller ikke mod storholdene.

I sidste sæson tabte Valencia kun én af 19 hjemmekampe i ligaen, mens man i otte kampe i denne sæson endnu er ubesejret.

Søndag aften er det Real Madrid, som får fornøjelsen af at gøre forsøget med at nedkæmpe Valencia på Mestalla, og det bliver en speciel oplevelse for Real Madrid-træner Rafael Benitez.

Hans trænerkarriere tog fart i netop Valencia fra 2001 til 2004, hvor han på tre sæsoner skaffede klubben to spanske mesterskaber, inden han drog videre til Liverpool. Derfor kender han alt til Valencias stærke hjemmebane.

- Publikum på Mestalla får virkelig skabt en atmosfære, som hjælper holdet. Valencia har ikke tabt på hjemmebane i et år, og vi er nødt til at give alt, hvad vi har, siger Benitez til Real Madrids hjemmeside inden kampen.

Desværre for Valencia er fem af sæsonens otte hjemmekampe endt i remis, mens det blot er blevet til tre sejre.

Så selv om holdet sjældent taber, har spillerne også svært ved at skaffe sejre i denne sæson, og det er medvirkende til, at man er placeret på en beskeden 11.-plads i tabellen.

Holdet, som nu trænes af den tidligere Manchester United-anfører Gary Neville, kan måske finde trøst i, at Real Madrid flere gange i sæsonens hidtidige otte udekampe har fejlet.

Det sejrsvante hovedstadsmandskab har fire sejre, to uafgjorte og to nederlag på fremmed græs indtil videre i sæsonen.

/ritzau/