Benjamin droppede landbruget og blev superstudent på IBC

Skrevet af Elo Christoffersen

21/09/2013

Dagens topnyheder

Det kan være svært at vælge den helt rigtige uddannelse efter folkeskolen. Der er mange valgmuligheder. Man kan være sikker på, at man vil ét, for efterfølgende at finde ud af, at man i virkeligheden vil noget andet. Men der er ingen grund til bekymring, hvis man får startet på den forkerte uddannelse.

Det bekræfter historien om sommerens superstudent, Benjamin Hornbæk Jensen, fra handelsgymnasiet på IBC i Kolding, der erkendte, at det var mennesker og ikke landbruget han skulle arbejde med.

Læs også: 223 studenter fik eksamensbeviser ved dimsmisionfest

22-årige Benjamin Hornbæk Jensen skulle lige have hjulpet familien på gården i Vonsbæk nord for Haderslev med at få høsten i hus, inden han startede på økonomistudiet på Aarhus Universitet.

I sommer sprængte superstudenten karakterskalaen på IBC i Kolding, da han blev studenten med det højeste gennemsnit, 12,3, nogensinde på handelsgymnasiet på IBC i Kolding. Benjamin Hornbæk Jensen går nu i første omgang efter at blive cand. oecon., og han vil derefter forsøge at finde en vej til et lederjob, hvor han kan arbejde med mennesker.

Den unge superstudent har helt klare ambitioner og planer for fremtiden, men sådan har det ikke altid været. For godt fire år siden arbejdede han som elev på et landbrug. Planen var dengang en landbrugsuddannelse, indtil det en dag gik op for ham, at han hellere ville arbejde med mennesker end med dyr.

Benjamin Hornbæk Jensen har ikke fortrudt, at han valgte at starte på en forkert uddannelse efter folkeskolen. Den livs- og erhvervserfaring, som han har fået på denne måde, har efterfølgende haft stor værdi for ham på handelsgymnasiet.

Satte pris på friheden

- Inden jeg startede på IBC havde jeg som elev oplevet at være ude og knokle i en 45 timers arbejdsuge med weekendarbejde hver 3. uge. Derfor satte jeg virkelig pris på den frihed det var at gå i skole. Jeg kunne mærke, at jeg havde en anden motivation til skolearbejdet end mange af mine klassekammerater. Jeg synes det var spændende at lære nyt og arbejde med ting, der gav mening – opleve at fagene, og det vi lærte i skolen, kunne bruges i virkeligheden, siger Benjamin Hornbæk Jensen.

Han lægger ikke skjul på, at han fagligt er blevet præget af sin opvækst på gården i Vonsbæk. Som seks-årig sad han første gang bag rattet på en traktor, og han har altid taget del i de arbejdsopgaver der var på landejendommen. Han har altid ønsket at blive det samme som sin far – landmand.

Læs også: 11-årige Camilla blev del af klovnefødselsdag

Derfor tænkte han ikke så meget over, at han faktisk var ret god i skolen. På efterskolen roste lærerne ham ofte for hans skolearbejde – en rigtig god oplevelse, husker han. Men sporet var allerede lagt. Benjamin Hornbæk Jensen ville ud og have praktisk arbejde efter 10. klasse. Det skulle være i landbruget.

Han blev landbrugselev og skulle efter praktiktiden starte på grundforløbet.

Savnede kontakten med mennesker

Ude i stalden gik det dog mere og mere op for Benjamin Hornbæk Jensen, at han savnede kontakten med mennesker. Det gav ikke længere mening for ham at gå sammen med grisene dag ud og dag ind.

Tanker om skole og studier begyndte at dukke op, og da han i en uge i slutningen af praktikforløbet pludselig skulle fungere som en praktisk leder, fordi gårdens ledelse var ramt af sygdom, så han pludselig ”lyset”. Det gik op for ham, at han hellere ville arbejde med mennesker og ledelse.

Uddannelsen som faglært landmand i Herning blev erstattet af tre år med økonomi og ledelse på HHX i Kolding.

Læs også: IBC-elever spillede sig til rekordoverskud

Tiden på HHX var en god oplevelse for Benjamin Hornbæk Jensen, som oplevede en meget professionel skole, hvor han lærte en masse og fik lov til at opleve succes og at få ros.

Det gav ham lyst og energi til at arbejde. Desuden har det betydet meget for Benjamin Hornbæk Jensen at opleve, at mange af de lærere, som han har haft på HHX, har erfaringer fra jobs i erhvervslivet.

Hvis man spørger ham, hvordan det lykkedes ham at nå så langt, at han sprængte karakterloftet til studentereksamen i sommer, er han ikke i tvivl om, at forklaringen er, at det var kombinationen af gode, engagerede lærere, fantastiske klassekammerater og en høj, målrettet motivation.

HHX var det rigtige

- Jeg vidste, at HHX var det rigtige for mig. Det var ikke et tilfældigt valg. Jeg kunne se, at jeg kunne bruge det til noget. At jeg altid har haft nemt ved at gå i skole, det har så været en stor fordel for mig, ligesom jeg også altid har været god til at formulere mig i skrift og tale. Det betyder meget i skolearbejdet, når man skal aflevere opgaver eller sige noget, fortæller Benjamin.

Han har altid været hundrede procent til stede i undervisningen, og har lagt stort flid og høje ambitioner i forbindelse med større opgaver. Han har haft en professionel tilgang til tingene. Opgaver skulle løses bedst muligt, og i undervisningen har han altid siddet med fingeren i vejret.

Det betyder dog ikke, at han har muret sig inde med bøgerne og isoleret sig fra ”virkeligheden” i tre år. Tværtimod. Benjamin Hornbæk Jensen har haft fravær fra skolen ligesom alle andre, og har sørget for at leve livet ved siden af.

Læs også: Byttefestivalen vinder kampagne for omstilling

Men han hele tiden haft fokus på målet – at yde det bedste i skolen og udnytte, at han havde optimale muligheder for at lære. Resultatet har været en høst af lutter 12-taller med to 10-taller som eneste ”skæverter”.

Nu gælder det i de næste år økonomistudiet i Århus. Benjamin Hornbæk Jensen lægger ikke skjul på, at han glæder sig. Blandt andet skal han læse sammen med en af sine gode klassekammerater fra HHX.

Hjemmet i Vonsbæk skiftes i de kommende år ud med en delelejlighed i Åbyhøj, men der er ingen tvivl om, at han, når høsten eller efterårsarbejdet kalder, vender tilbage til Vonsbæk for fortsat at hjælpe til på gården. Og tanken om måske engang at vende hjem til landbruget i en lederrolle lidt som faderen i dag, det afviser han ikke. Det vil tiden vise.