Benjamin Holstebroe: Stop truslerne mod Jeanette

28-årige Benjamin Holstebroe fra Aarhus reagerer efter at Jeanette Bank fra Vejle er blevet truet på livet.

- Jeg er gjort bekendt med, at hun ikke tør gå uden for en dør og det er bare ikke i orden. Nu må disse trusler stoppe, siger Benjamin Holstebroe til TV2 Østjylland.

Læs også: Benjamin hængt ud som pædofil på Facebook

Jeanette Bank hængte tidligere på ugen Benjamin Holstebroe ud som pædofil, efter en ukendt person havde oprettet en falsk Facebook-profil i Benjamins navn og brugte hans billede.

Jeanette Bank advarede på Facebook, fordi manden bag profilen havde taget seksuel kontakt til hendes mindreårige datter. Uden at tjekke om Benjamin Holstebroe rent faktisk stod bag profilen, lagde Jeanette Bank en advarsel ud på Facebook – med billedet af Benjamin.

Og så gik det stærk. I løbet af kort tid var pædofili-advarslen og billedet delt over 8.000 gange.

Jeanette Bank fortryder ikke, at hun advarede mod Benjamin Holstebroe.

- Jeg er dybt uenig med Jeannette. At hun så ukritisk kan dele en uskyldig mands billede og kæde det sammen med pædofili - er simpelthen ikke i orden. Jeg kan ikke forstå, at hun kun til dels fortryder det, hun har gjort. Det er altså mit liv, der pt. ligger i ruiner, siger Benjamin Holstebroe til TV2 Østjylland.

Sagen efterforskes nu hos Østjyllands Politi.

Dagens Gossip