Bent Fabricius Bjerre får Æres Bodil 2013

Den 88-årige komponist og pianist, der har modtaget roser og priser såvel nationalt som internationalt, modtager lørdag den 16. marts, til Bodilprisuddelingen på Bremen Teater, de danske film-medarbejderes æres pris.

Jacob Wendt Jensen, formand for Film-medarbejderforeningen, synes at Bent Fabricius-Bjerre om nogen har fortjent prisen.

- I en menneskealder, nej I to-tre menneskealdre, har Bent Fabricius-Bjerre gjort sange og soundtracks i dansk film mere muntre. Om så det har været i ”Forelsket i København”, ”Jeg er sgu min egen”, ”Olsen-Banden” eller ”Blinkende lygter”, siger Jacob Wendt Jensen, og han fortsætter:

- Bent Fabricius-Bjerre har fabrikationen af den letflydende melodi i sin magt, og han har om nogen fortjent en Æres-Bodil efter i seks årtier at have bidraget flittigt til sangskatten i dansk films historie, siger Jacob Wendt Jensen.

Bent Fabricius Bjerre er uddannet pianist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1946, og har i sin enestående karriere gjort succes som komponist og pianist inden for både musik, film og TV.

I 1962 fik han sit internationale gennembrud, og vandt en GRAMMY. Bent Fabricius Bjerre har komponeret musik til næsten 100 film i alt, skrevet musik til en lang række TV-seriesucesser, og har desuden komponeret balletmusik for Det Kongelige Teater, og flere musicals.

Dagens Gossip