Benzema-genialitet får Getafe til at kollapse

Skrevet af admin

18/01/2015

Dagens topnyheder

Real Madrid havde mere end svært ved at få åbnet op for Getafe, der alligevel endte med at få store klø.

Topholdet i den spanske liga endte med at vinde søndagens derby med 3-0 efter tre scoringer i kampens sidste halve time.

Der skulle en genialitet fra Karim Benzema til, før storfavoritterne fik bragt sig i front efter 63 minutters spil.

Franskmanden tog et par træk på baglinjen og spillede skråt bagud til Cristiano Ronaldo, der nemt kunne gøre det til 1-0 med indersiden.

Herefter kollapsede den lille Madrid-klub, der tidligere har haft Michael Laudrup som træner. Kort efter lagde James Rodriguez bolden ind i feltet til en fremadstormende Gareth Bale, der nemt kunne øge til 2-0.

Rodriguez var også oplægger til 3-0-scoringen med en følt aflevering til Ronaldo, der blot skulle sætte panden på colombianerens flotte forarbejde.

Cristiano Ronaldo, der tidligere på ugen blev kåret til verdens bedste fodboldspiller af det internationale fodboldforbund, Fifa, for tredje gang i karrieren, har nu scoret 28 mål i Primera Division, hvilket gør portugiseren til suveræn topscorer.

Real Madrid topper ligaen med 45 point efter 18 spillerunder. De nærmeste forfølgere fra FC Barcelona møder senere søndag Deportivo La Coruña. Barcelona har 41 point på andenpladsen.

/ritzau/