Benzinprisen er historisk høj - men lavere end i 2012

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Selv om mange bilejere tager sig til hovedet over priserne på benzin, så er det faktisk ikke helt så skidt i år.

Faktisk kostede en liter benzin 12,91 kroner i 2013 - det er et fald i forhold til året før, hvor den gennemsnitlige listepris endte på 13,16 kroner pr. liter, viser en opgørelse fra Realkredit Danmark.

- Der er dermed tale om en usædvanlig udvikling - det er således første gang i fire år, at danskerne har oplevet et fald i benzinregningen, skriver Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark i opgørelsen.

- En af forklaringerne er den aktuelt meget lave inflation herhjemme. Prisudviklingen på benzin trækker isoleret set inflationen ned med i omegnen af 0,2 procentpoint - og det har dermed også sikret, at husholdningsbudgettet er løbet længere på literen i år.

En typisk dansk familie sparer omkring 340 kroner på benzinregningen i år. Det lyder ikke af meget, men i de tre foregående år har pilen peget den modsatte vej og er hvert år steget med cirka 1540 kroner.

Samlet ender benzinregningen i år på 17.810 kroner, hvis man har kørt 20.000 kilometer, og bilen kan klare 14,5 kilometer pr. liter benzin.

- På trods af det mindre fald i benzinregningen vil mange bilister dog nok betragte 2013 som et dyrt benzinår, og målt i løbende priser kan vi også konstatere, at 2013 er det næstdyreste benzinår i historien - kun overgået af 2012, påpeger cheføkonomen.

I 2014 er der ifølge Christian Hilligsøe Heinig ikke umiddelbart grund til at frygte, at benzinregningen igen vil stige som i de foregående år.

- Fremgangen i den globale økonomi vil være behersket, og dermed er der næppe udsigt til et større spring opad i efterspørgslen efter olie, skriver han i opgørelsen.

- Endvidere ser det heller ikke ud til, at udbudssituationen på oliemarkedet vil medvirke til et større pres op på olieprisen - blandt andet som følge af stigende olieproduktion i USA.

/ritzau/