Beredskab hævet i Belgien efter konkret trussel

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Beredskabet i Bruxelles blev hævet på grund af en risiko for et attentat som det i Paris. Det oplyser den belgiske premierminister, Charles Michel, ifølge den belgiske avis Le Soir.

Ifølge premierministeren var der en konkret trussel om et angreb med eksplosiver og våben på blandt andet flere pladser i hovedstaden.

- Beslutningen blev taget på grund af en trussel om et angreb udført af flere individer mod flere lokationer i hovedstaden, siger Michel på et pressemøde i Bruxelles ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beredskabet i Bruxelles blev hævet til det højeste niveau - niveau fire - natten til lørdag. Resten af landet er stadigvæk på niveau tre.

Lørdag morgen blev metroen i hovedstaden lukket efter anbefaling fra det nationale krisecenter, som også opfordrer folk i Bruxelles til at holde sig fra større menneskemængder.

Lørdag formiddag skriver den amerikanske ambassade i Belgien på sin hjemmeside, at den fraråder alle amerikanere i Belgien at forlade deres hjem eller det sted, de befinder sig.

Ambassaden skriver, at hvis amerikanere ikke kan undgå at forlade deres hjem, skal de undgå større forsamlinger.

Det danske udenrigsministerium har ikke særskilte rejsevejledninger for europæiske lande, men anbefaler, at danskere i Belgien følger de lokale myndigheders anvisninger.

/ritzau/AFP