Berejst Christian Eriksen starter inde i generalprøve

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Selv om Christian Eriksen først tilsluttede sig landsholdstruppen fredag - en uge efter store dele af truppen - starter han inde for Danmark i mandagens testkamp mod Montenegro.

Efter en lang sæson var Christian Eriksen nemlig på en tur til Asien sammen med sin klub Tottenham og havde derfor ikke mulighed for at træne med landsholdet inden.

Det samme var i øvrigt målmand Kasper Schmeichel sammen med Leicester. Også Schmeichel starter inde mod Montenegro.

Danmark stiller som vanligt op i en 4-2-3-1-formation: Kasper Schmeichel - Lars Jacobsen, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Simon Poulsen - William Kvist, Pierre-Emile Højbjerg - Yussuf Poulsen, Christian Eriksen, Michael Krohn-Dehli - Nicklas Bendtner

Kampen mod Montenegro fungerer som en testkamp for Morten Olsen og co., inden Serbien venter lørdag i en EM-kvalifikationskamp i Telia Parken.

Da Alka Superligaen først sluttede søndag aften, har spillerne fra Danmarks bedste fodboldrække ikke trænet med op til venskabskampen mod Montenegro.

Derfor er det langt fra givet, at mandagens holdopstilling er den samme, som Danmark stiller op med lørdag mod Serbien. Her forventes blandt andet Brøndbys Daniel Agger at være kraftigt i spil til en startplads.

Mandagens kamp begynder klokken 20.00 på Viborg Stadion.

/ritzau/