Beretning om Lancaster, der blev skudt ned ved Fjelstrup

Skrevet af Elo Christoffersen

01/09/2013

Dagens topnyheder

Lancasteren med en 7-mands besætning er nok det mest kendte af de store britiske bombefly fra 2. verdenskrig, hvor RAF primært anvendte det på natlige togter over Tyskland og de besatte områder.

Sammen med Handley Page Halifax og Short Stirling udgjorde Lancaster grundstammen i RAF's Bomber Command under 2. verdenskrig. Statistisk set, blev en Lancaster skudt ned på sit syvende togt.

En sådan nedskydning skete den 15. Februar 1944 for Lancaster R5702 over Fjelstrup-området. Om aftenen ved 20-tiden blev den lille by brutalt revet ud af hverdagen, da det store britisk bombefly brændende faldt ned ganske tæt på. Næste morgen kunne man se 6 døde flyvere, de fik lov at ligge der i 6 dage.

Beretningen om nedskydningen giver Leif Gr. Thomsen den 12. september klokken 19.30 på Den gamle Grænsekro ved Christiansfeld.

Leif Gr. Thomsen har gravet i historien, haft kontakt til de dræbte flyveres familier, til maskinens hjemmebase. Og så har han samlet effekter fra styrtet - og sat hele historien om nedskydningen på skrift. Men ikke nok med det, for Leif Gr. Thomsen er også ophavsmand og ildsjælen bag mindestenene ved Avnøvig - rejst til minde om disse tapre britiske flyvere.

Arrangør er Genforenings- og Grænsemuseet. Billetter kan købes på Genforenings- og Grænsemuseet fra klokken 18 den 12. september.