Berlingske: Børsen-køb bør ikke godkendes

Skrevet af admin

08/01/2016

Dagens topnyheder

Det vil skabe en monopollignende tilstand på det danske mediemarked, hvis JP/Politikens køb af Børsen fra svenske Bonnier for 800 millioner kroner bliver godkendt af konkurrencemyndighederne.

Det mener Berlingske Media, som blandt andet udgiver aviserne Berlingske, BT og Weekendavisen. Mediekoncernen tror ikke, at et køb kan blive godkendt, lyder det fra Kim Graven-Nielsen, bestyrelsesformand for Berlingske Media, i en pressemeddelelse:

- En sammenlægning af JP/Politikens Hus og Børsen betyder, at JP/Politiken med sin dagbladsforretning, store portefølje af lokalaviser og mange øvrige mediumaktiviteter vil have en så dominerende position på det danske mediemarked, at det vil nærme sig monopollignende tilstande, hvor de kan handle uafhængigt af konkurrenterne og diktere priserne på eksempelvis annoncer og abonnementer.

Fredag blev det offentliggjort, at JP/Politiken køber Børsen. En handel, der dog kræver Forbruger- og Konkurrencestyrelsens godkendelse.

- Vi har selv været i dialog med Bonnier om en overtagelse af Børsen og vurderet de konkurrenceretlige udfordringer. Så jeg kan ikke forestille mig, at salget til JP/Politiken kan godkendes, siger Kim Graven-Nielsen.

- Vi vil selvfølgelig fortsætte vores strategi, og vores ambitioner for Berlingskes erhvervsdækning er uformindskede. Vi fortsætter vores udvikling og bliver ved med at levere et stærkt og unikt alternativ til Børsens og JP's erhvervsdækning, siger han.

Ifølge Børsens ansvarshavende chefredaktør, Anders Krab-Johansen, vil købet ikke ændre på Dagbladet Børsens journalistik og strategi.

- Jeg glæder mig over, at der er fuld opbakning til at fortsætte den strategi og de planer, vi har lagt, og som har styrket Børsen de senere år, siger Anders Krab-Johansen.

/ritzau/