Berlingske lukker sit nyhedsbureau

Skrevet af admin

16/11/2015

Mest læste i dag

Berlingske Media har valgt at lukke sit nyhedsbureau, BNB, fra 1. december og bliver herefter kunde hos Ritzaus Bureau.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det betyder, at BNB afhændes til Ritzaus Bureau fra samme dato.

- BNB har været en stor succes. Det gav for fire år siden rigtig god mening at skabe BNBsom nyhedsmotor for de mange medier i den daværende Berlingske Media-koncern, siger Bjarne Munck, konstitueret administrerende direktør i Berlingske Media.

- Men nu handler det om at fokusere på Berlingske Medias tre titler: BT, Berlingske og Weekendavisen. I den situation er det ikke længere det rigtige at bruge kræfterne på at drive et nyhedsbureau, tilføjer han.

Afhændelsen betyder desuden, at en række af de redaktionelle medarbejdere fra BNB overgår til Ritzau.

De medarbejdere fra BNB, som tilbydes stillinger i Ritzaus Bureau, skal være med til at styrke Ritzaus nyhedstjeneste yderligere, hedder det i pressemeddelelsen.

- Hos Ritzaus Bureau er vi rigtig glade for at byde Berlingske Media tilbage som kunde på nyhedstjenesten, siger Lars Vesterløkke, administrerende direktør i Ritzaus Bureau, og fortsætter:

- Det vidner om, at vort arbejde med at forandre og forbedre vort produkt har båret frugt, når Berlingske Media igen finder nyhedstjenesten fra Ritzaus Bureau attraktiv.

/ritzau/