Berlingske Media forhandler fortsat om flere frasalg

Med salget af otte københavnske lokalaviser til Søndagsavisens ejer, North Media, er britiske Mecom kommet et skridt tættere på en afslutning af frasalget af danske aktiviteter.

Men koncernchefen i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, forhandler fortsat med potentielle købere af mediekoncernens aktiviteter i Danmark, lyder det.

- Vi har fortsat gang i forskellige forhandlinger ud over det, der nu er afsluttet, siger Lisbeth Knudsen til Ritzau.

Hun vil dog ikke uddybe, hvilke dele af koncernen der forhandles om.

- Jeg tilkendegav i forbindelse med udmeldingen om salgsprocessen, at der antageligt ville gå et par måneder, inden vi er helt færdige med de forhandlinger, som er i gang, og hvor vi skal finde ud af, om de skal ende med en handel eller ej, siger hun.

Onsdag offentliggjorde Berlingske Media salget af Frederiksberg Bladet, Vesterbro Bladet, Valby Bladet, Vanløse Bladet, City Avisen og Nørrebro/Nordvest samt ejerandelen på 60 procent af selskabet bag Amagerbladet og Østerbro Avis.

Lokalaviserne indbringer Berlingske Media 65 millioner kroner, og overtagelsen forventes gennemført 1. november 2013.

- Vi er meget tilfredse med den handel, der er indgået, som er på et attraktivt prisniveau, siger Lisbeth Knudsen.

- Det har hele tiden været Mecoms strategi, at man ikke bare skulle sælge for at sælge ud, men at man kun skulle indgå aftaler om salg, hvis der kunne opnås en tilfredsstillende pris, tilføjer hun.

Frasalget er blot det seneste i rækken for Berlingske Media, siden det britiske moderselskab Mecom i sommeren 2012 bekendtgjorde, at der skulle sælges ud af blandt andet de danske aktiviteter.

Processen gik for alvor i gang i januar i år, hvor Mecom meddelte, at man ville åbne regnskabsbøgerne for en mindre gruppe af potentielle købere.

Salgsprocessen blev dog i sidste uge bremset, da koncernen ikke havde fået bud på de danske dele af forretningen, der var attraktive nok.

I dag ejer Berlingske Media blandt andet Berlingske, BT, Weekendavisen, Århus Stiftstidende, sporten.dk og business.dk, Berlingske Nyhedsbureau, Radio24syv, aok.dk og Randers Amtsavis.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV