Berlingske Media sælger otte lokalaviser til North Media

North Media køber otte lokalaviser i København og på Frederiksberg af Berlingske Media, oplyser selskabet i en meddelelse til fondsbørsen.

Overtagelsen omfatter Frederiksberg Bladet, Vesterbro Bladet, Valby Bladet, Vanløse Bladet, City Avisen og Nørrebro/Nordvest.

Dertil kommer en 70 procent ejerandel i det selskab, som udgiver Amagerbladet og Østerbro Avis. Heraf overdrages 60 procent fra Berlingske Media.

Lokalaviserne indbringer Berlingske Media 65 millioner kroner, og overtagelsen forventes gennemført 1. november 2013, oplyser Berlingske Medias moderselskab, Mecom, i en pressemeddelelse. Salget glæder Berlingske Medias koncernchef, Lisbeth Knudsen.

- Vores ugeaviser, kombineret med North Medias øvrige aktiviteter, er en stærk konstellation, og vi glæder os over, at der er fundet en god fremtidig løsning for vores aktiviteter og medarbejdere, siger Lisbeth Knudsen i pressemeddelelsen.

For nylig meddelte Mecom, at salgsprocessen af koncernens aktiviteter blev stoppet. Koncernen havde ikke fået bud på de danske dele af forretningen, der var attraktive nok.

Forhandlingerne med North Media var et af de områder, der skulle afklares, før der sættes punktum for salgsprocessen i Danmark, lyder det nu.

North Media har i alt givet 69,5 millioner kroner for lokalaviserne, som har et samlet oplag på 286.000 aviser per uge, oplyser North Media, der i forvejen udgiver blandt andet Søndagsavisen.

North Medias administrerende direktør, Lars Nymann Andersen, kalder de otte aviser for "gode veletablerede virksomheder".

- Med handlen går vi aktivt ind i konsolideringen af markedet efter mange års aviskrige og styrker vores position markant. Vi opnår stordriftsfordele og sikrer grundlaget for vores samlede avisaktiviteter, siger Lars Nymann Andersen i meddelelsen.

North Media bliver med overtagelsen den største bladudgiver i København og på Frederiksberg med over en halv million aviser hver uge, oplyser selskabet.

- Avisernes mange læsere i København og på Frederiksberg kommer ikke til at mærke nogen forskel, idet aviserne vil blive udgivet af de samme medarbejdere som hidtil, skriver selskabet i meddelelsen.

På landsplan udgiver North Media efter købet samlet 1,6 millioner aviser per uge.

/ritzau/

Dagens Gossip