Berlingske nedlægger mindst 80 stillinger

Berlingske Media må igen tage et kedeligt skridt og nedlægge mindst 80 stillinger.

Det er konsekvensen af en spareplan på samlet set 38 millioner kroner, oplyser koncernen.

Det er primært faldende annonceindtægter og store forandringer i medieforbruget, der gør det nødvendigt.

- I årets første måneder har vi oplevet et fald i vores annonceindtægter på 12 procent sammenlignet med samme tid sidste år, hvis denne udvikling fortsætter året ud, risikerer vi et tab hen over året på 100 millioner kroner, siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

- Samtidig mærker vi tydeligt, at selv om indtægterne på det digitale og mobile område og ikke mindst e-commerce går op, så kan det ikke kompensere det tabte på print, så længe konjunkturerne i detailhandlen og andre steder ikke bliver bedre.

Den aktuelle spareplan lægger op til nedlæggelse af mindst 80 stillinger, hvoraf 14 af de 80 pt. er ubesatte.

Spareplanen rammer bredt og indenfor alle af koncernens faggrupper. Ud over nedlæggelsen af stillinger bliver der gennemført andre besparelser og strukturelle omlægninger.

Berlingske Media har i dag 1660 fuldtidsansatte medarbejdere og havde i 2012 en nettoomsætning på 2.761,6 millioner kroner.

Afskedigelser forventes at være gennemført inden udgangen af april.

/ritzau/

Dagens Gossip