Berlusconi får tre års fængsel i korruptionssag

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er ved en domstol i Italien idømt tre års fængsel i en korruptionssag fra 2006.

Berlusconi var tiltalt for i 2006 at have bestukket senator Sergio De Gregorio til at forlade den regerende venstrefløj og i stedet slutte sig til Berlusconis konservative opposition.

Det var en del af en plan om at vælte den daværende regering under ledelse af Romano Prodi, som regerede på et meget snævert parlamentarisk flertal.

De Gregorio har indrømmet, at han fik to millioner euro, svarende til 15 millioner kroner, i kontanter samt en million euro i bidrag til et parti, han stiftede efter at have forladt Prodis koalition.

Anklageren havde plæderet for, at den skandaleramte Berlusconi skulle idømmes fem års fængsel.

Ekspremierministeren selv har nægtet sig skyldig i sagen.

/ritzau/Reuters