Berlusconi: Jeg er offer for anklager uden hold i virkeligheden

»Jeg er offer for anklager uden hold i virkeligheden. Jeg har aldrig begået skattesvig. Der eksisterer ingen falske bilag i Mediasets historie,« sagde den tidligere premierminister ifølge BBC.?Det er den første definitive dom mod den 76-årige milliardær og mediemogul efter årtiers retsforfølgelse og over 50 retssager.

Men selv om Berlusconis parti er utilfredse med dommen, får den ikke betydning for regeringen i Rom, mener Nitto Palma fra centrum-højre partiet PDL.

»Dommen vil ikke påvirke Lette-regeringen, der blev skabt for at tjene landet, og som vil fortsætte, hvis det står til os,« siger tidligere justitsminister i Berlusconis regering Nitto Palma ifølge Reuters.

Da Berlusconi er over 70 år, får han lov til at afsone sin dom i husarrest eller som samfundstjeneste.

En amnestilov gør dog, at der bliver skåret tre år af fængselsstraffen, fordi Berlusconi er over 70 år. Det ene år skal han enten afsone i husarrest eller som samfundstjeneste.

Højesteretsdommerne kunne ikke nå til enighed om, hvorvidt den tidligere premierminister skal have frataget sit politiske embede. Det skal nu afgøres i appelretten.

Fængselsdommen er den første definitive afgørelse imod ham, og den signalerer afslutningen på en æra for den skandaleombruste Berlusconi, der i flere årtier har domineret italiensk politik.

Dagens Gossip