Berlusconi kan appellerere sin dom

Dommen, der blev afsagt af tre kvindelige dommere ved retten i Milano, og som Berlusconi tidligere har benævnt med ikke specielt flatterende vendinger, kan ankes ved to retsinstanser, og før den har rundet den italienske højesteret, vil den ikke træde i kraft.

De tre dommere var syv timer om at finde frem til dommen, der både omfatter sex med mindreårig samt magtmisbrug.

Silvio Berlusconi var tiltalt for at have haft sex med en mindreårig - den dengang 17-årige danser og callgirl Karima El-Mahroug, også kendt som »Ruby Hjerteknuser«, der i dag er 21 år. I Italien er det forbudt at købe sig til sex med kvinder under 18 år.

Dommen var hårdere, end anklagemyndigheden havde krævet. Herfra lød kravet på seks års fængsel, men dommerne landede altså på syv.

Efter domsafsigelsen venter italienerne nu på reaktionen fra Silvio Berlusconi, og om han vil anke dommen.

Desuden venter italienerne på, om dommen vil påvirke Berlusconis partis vilje til at forblive i den skrøbelige koalitionsregering, der kom ud af februars parlamentsvalg.

Dagens Gossip