Berlusconi risikerer at miste sin politiske immunitet

»Et flertal i komitéen har besluttet at anbefale senatet at gøre valget af senator Berlusconi ugyldigt,« oplyser komitéformand senator Dario Stefano ifølge AFP.

Hvis et flertal i senatet beslutter at smide Berlusconi ud, mister han sin politiske immunitet, hvilket kan få betydning for afsoningen af en eventuel straf i en række retssager, hvor Berlusconi blandt andet er anklaget for køb af sex hos en mindreårig pige og magtmisbrug.

Den 77-årige Berlusconi sagde torsdag, at der er tale om en »gennemtænkt plan for at fjerne lederen af centrum-højre«, og at »det er en politisk afgørelse, der ikke er baseret på noget som helst«.

Fredagens afgørelse kommer oven på en uge, der har givet den tidligere premierminister store ridser i lakken. Lørdag trak han sine fem ministre ud af regeringen, men flere af Berlusconis partifæller lod forstå, at de var uenige og agtede at stemme for den siddende regering med premierminister Enrico Letta i spidsen.

Det endte med, at Berlusconi selv bakkede op om regeringen ved en tillidsafstemning senere på ugen, hvilket ifølge politiske iagttagere ses som et tydeligt tegn på, at Berlusconi er svækket og taber opbakning i sit parti, Frihedspartiet.

1. august stadfæstede Italiens højesteret en fængselsdom på fire år mod Berlusconi for groft skattesvig gennem hans TV-koncern Mediaset.

En amnestilov gør, at der bliver skåret tre år af straffen, fordi den tidligere premierminister er over 70 år. Det ene år skal han enten afsone i husarrest eller som samfundstjeneste.

Dagens Gossip