Berørt guitar-legende hylder Prince

Skrevet af admin

28/04/2016

Dagens topnyheder

Fans verden over har både været chokerede og sørget over musikstjernen Princes pludselige død. Det har også gjort, at de sociale medier har været spækket med statusopdateringer og hashtags, hvori både fans og kendisser i stor stil har hyldet musiklegenden.

Guitar- og sangstjernen Eric Clapton strøg også til tasterne kort tid efter, at "Purple Rain"-artisten gik bort.

På Facebook beskriver den 71-årige musiker i en rørende statusopdatering, hvordan Princes musik både var en inspiration og hjælp til at få "Tears in Heaven"-kunstneren ud af en periode, der var præget af et hyppigt forbrug af både stoffer og alkohol.

- Jeg er så ked af at høre, at Prince er gået bort. Prince var et sandt geni og inspirerede mig på mange måder. I 1980'erne var jeg inde i en hård periode med både alkohol og stoffer, men da jeg så "Purple Rain" i en biograf i Canada, følte jeg, at der slog et lyn ned fra himlen, skriver Eric Clapton på Facebook og uddyber,

- Midt i min depression og den forfærdelige tilstand i musikkulturen, gav filmen mig håb, og Prince var lyset i mørket. Jeg tog tilbage til hotellet, og mens jeg var omringet af tomme øldåser, skrev jeg "Holy Mother", skriver Eric Clapton.

Det er dog ikke første gang, at guitarlegenden Clapton roser Princes musiske talent til skyerne. I årevis har fans af Prince frydet sig ved den legendariske udtalelse, der kom fra Eric Clapton, da han en gange blev spurgt, hvordan det mon føltes at være verdens bedste guitarist:

- Det ved jeg ikke. Spørg Prince, sagde Clapton.

/ritzau/FOKUS