Berørte franskmænd besøger Wembley i følelsesladet opgør

Skrevet af admin

17/11/2015

Dagens topnyheder

Når det engelske fodboldstadion Wembley tirsdag aften danner ramme om testkampen mellem England og Frankrig, bliver det uden tvivl en speciel oplevelse.

Kampen afvikles blot fire dage efter angrebene i Paris, der kostede 129 mennesker livet og har sendt Frankrig i undtagelsestilstand.

Samtidig har to af Frankrigs spillere haft angrebene helt tæt inde på livet.

Det gælder Lassana Diarra, der mistede sin kusine under de tragiske omstændigheder, og Antoine Griezmann, hvis søster formåede at undslippe angrebet på spillestedet Le Bataclan.

Begge spillere er stadig en del af den franske landsholdstrup, og den franske landstræner hylder deres beslutning om at forblive i truppen.

- Lass (Lassana Diarra) lider over at have mistet en person, der står ham rigtig tæt. Lass ønskede at blive hos os og holde fast i værdierne fællesskab og solidaritet. Hans tilstedeværelse er betryggende, siger den franske landstræner, Didier Deschamps.

Under de forfærdelige angreb i Paris var der også eksplosioner tæt på det franske nationalstadion, Stade de France, hvor Frankrig spillede venskabskamp mod Tyskland.

Derfor er sikkerheden blevet opgraderet inden kampen på Wembley. Om den forestående kamp siger Deschamps, at det bliver en ganske særlig oplevelse.

- Vi går på banen for at repræsentere vores land med endnu mere stolthed end normalt. Vi vil sørge for, at de blå, hvide og røde farver er stolt repræsenteret af spillerne på banen, lyder det fra Didier Deschamps.

Wembley er siden angrebene blevet indhyllet i det franske flags karakteristiske blå, hvide og røde farver. Samtidig kan det franske motto "liberté, égalité, fraternité (frihed, lighed, broderskab) også ses ved det engelske nationalstadion.

I øvrigt vil teksten til den franske nationalmelodi, Marseillaisen, tirsdag blive vist på storskærm, så alle tilskuere, der vil, kan synge med før kampen.

Den engelske landstræner Roy Hogdson mener, at kampen giver både England og hele fodboldverden mulighed for at vise solidaritet over for Frankrig.

- Jeg synes, at man skal gribe enhver mulighed, som fodboldverden har for at for at gøre noget godt. Det her er noget, der berører rigtig mange folks liv, siger han.

/ritzau/