Bertel Haarder tror på dansk Oscar-chance

Skrevet af admin

27/02/2016

Dagens topnyheder

Traditionen tro er det ikke bare danske skuespillere og filmmagere, der i denne uge færdes i det solbeskinnede Los Angeles. Også kulturminister Bertel Haarder (V) er nemlig taget til Hollywood for at bakke op om de danske bidrag til den store prisuddeling.

Her kæmper instruktøren Tobias Lindholms drama "Krigen" i kategorien bedste ikke-engelsksprogede film, mens Joshua Oppenheimers danskproducerede "The Look of Silence" om folkedrabet i Indonesien skal prøve at hive en statuette hjem i dokumentarkategorien.

Selv om eksperter og bookmakere har dømt Danmark ude af konkurrencen, hvor andre lande er favoritter, så tror Bertel Haarder på chancen.

- Begge de danske film gør et dybt indtryk. "The Look of Silence" er helt speciel, så jeg synes, det er svært at vide, om den når til tops, siger han og uddyber:

- Det, der især bevægede mig, var de interviews, der er med bødlerne, der slet ikke er kede af noget som helst, og som tror, at det var onde mennesker, de dræbte. Det er en særlig måde at udstille og bekræfte ondskaben på, og det tror jeg godt, den kan vinde på, siger han.

Tobias Lindholms krigsfilm om en kompagnichef, der bliver anklaget for en krigsforbrydelse, mener han også har sin Oscar-berettigelse.

- Når det gælder "Krigen", så tror jeg også, den har en chance, for dansk film kan altså noget, man ikke ser på amerikansk tv. Og jeg tror, at amerikanerne vil være optaget af det her med, at de krige, der foregår i verden også har en hjemlig front, siger Bertel Haarder og peger på det, han mener dansk film er så suveræn til.

- En af styrkerne ved dansk film er jo netop en helt usædvanlig realisme og nogle meget dedikerede skuespilpræstationer. Og så er dansk film gode til at fortælle personlige historier, som man kan kravle ind i. Det virker vedkommende og nutidigt, siger han.

Det er ikke nyt, at Danmark laver film og tv på den måde. Det startede allerede i 90'erne med dogme-bølgen.

- Danmark begyndte jo allerede med dogmefilmene at vise den ægte vare på en måde, man ikke var vant til. Og det har så også påvirket tv-serietraditionen, hvor man så at sige går planken ud, siger kulturministeren, der med egne ord følger "rigtig meget med i både tv, film og teater".

Selv er han glad for de meget personlige historier og dramaer.

- Jeg vil bevæges, jeg vil ikke chokeres, når jeg ser film. Og noget af det værste, jeg ved, er, hvis man skal belæres. Det gider jeg ikke i min fritid. Der skal være drama, og der skal kradses i følelserne, fortæller han.

Oscar-uddelingen finder sted natten til mandag dansk tid.

/ritzau/