Berygtede bandebrødre vidner om skud

- Når man er i det, så føles det som om, at kuglerne flyver om ørerne på en.

Sådan lyder det fra et af vidnerne i Retten på Frederiksberg torsdag, hvor to mænd er tiltalt for at affyre 12 skud mod vidnet og flere andre den 15. maj 2012 på Suomisvej på Frederiksberg.

I vidneskranken er også to brødre med efternavnet Benarabe med tilnavnene Store A og Lille A, og som skal være ledende skikkelser i Blågårds Plads-banden.

De tiltalte er henholdsvis 23 og 33 år, og den yngste får under vidneforklaringen fra Store A en uventet håndsrækning.

- Det var i hvert fald ikke ham dér, siger den store Benarabe-bror og peger på den 23-årige.

- Ham har jeg set flere gange før, så jeg ville kunne kende ham, hvis det havde været ham i den bil, forklarer Store A.

Der falder ingen kommentarer om den 33-årige tiltalte.

De fem vidner, der alle i større eller mindre grad vedkender sig en relation til bandegrupperingen Blågårds Plads, fortæller også, at en hætteklædt mand befandt sig på gaden mellem bilen og flokken fra Blågårds Plads og en anden bandegruppering, der talte sammen for enden af Suomisvej.

- Jeg ved ikke, hvem han er. Ud fra påklædningen er han mistænkelig, men den tøjstil er der også mange af vores drenge, der har, forklarer Lille A om den ukendte person.

Der er i retten tvivl om, hvorvidt der blev affyret skud tilbage mod bilen. Anklageren fortæller, at der er fundet et fremmed projektil fra et våben ud over de 12, som kan relateres til skuddene fra bilen.

Det kan vidnerne fra Blågårds Plads dog ikke huske.

- Der må jo være noget om det, for det har stået i medierne og sådan. Jeg smed mig bare ned, så snart jeg hørte det første skud, fortæller Lille A.

Ingen af de fem vidner ved, hvor det 13. projektil stammer fra.

Skuddramaet fik efterfølgende de fem mænd til at stikke af fra stedet langs med søerne i København.

Sagen fortsætter i flere dage.

/ritzau/

Dagens Gossip