Berygtet gangsterboss idømt to gange livsvarigt fængsel

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

En amerikansk dommer har torsdag idømt den berygtede gangsterboss James Bulger to gange livsvarigt plus fem års fængsel for en række forbrydelser - deriblandt 11 drab, da han ledede Bostons forbryderbande Winter Hill i 1970'erne og 1980'erne.

- Omfanget, ufølsomheden og fordærvelsen ved dine ugerninger er næsten ufattelig, sagde dommer Denise Casper til den nu 84-årige Bulger.

- Dine forbrydelser er endnu mere afskyelige, fordi de alle handlede om penge, sagde hun.

James "Whitey" Bulger blev i august dømt skyldig i 31 af 32 anklagepunkter - deriblandt 11 af 19 drab, som han var anklaget for. Hans advokater har erkendt, at deres klient var narkohandler, afpresser og lånehaj.

Den 84-årige gangster blev arresteret i 2011 efter at have været på flugt siden 1994.

En kvinde, der hjalp den frygtede gangsterboss med at undslippe politiet i 16 år, er tidligere blevet idømt otte års fængsel.

Bulgers historie har vakt opsigt i Boston i en årrække. Han voksede op i et ghettoområde i det sydlige Boston og blev en af storbyens mest frygtede personer, samtidig med at hans bror, William, blev en magtfuld leder af senatet i Massachusetts.

Bulgers liv lå delvist til grund for Martin Scorseses Oscarbelønnede film "The Departed".

- Vidneudsagnene om de menneskelige lidelser, som du og dine medsammensvorne påførte andre, var til tider frygtelige at høre. Under retssagen ønskede jeg til tider, at vi så en film, og at det, vi hørte, ikke var rigtigt, sagde dommeren ved sagens afslutning.

/ritzau/Reuters