Besætning på havareret militærfly savnes

Det oplyser Reuters. Styrtet skete kort tid efter, at flyet var lettet fra luftbasen Manas i Kirgisistan.

Flyet er et tankfly af typen Boeing KCC-135 Stratotanker, der bruges til at tanke jager- og bombefly op fra luften.

Ifølge de kirgisiske myndigheder brød flyet i brand i luften og forsvandt efterfølgende fra radarskærmene. Flyet brækkede angiveligt over i tre stykker, da det styrtede ned.

En kilde hos de lokale luftfartsmyndigheder oplyser til Reuters, at ulykken kan skyldes et stormvejr, der hærgede regionen på ulykkestidspunktet.

Beredskabsministeriet i Kirgisistan oplyser, at der var mellem to og fem besætningsmedlemmer ombord på flyet af typen Boeing KC-135 Stratotanker.

Ifølge ministeriet bemærkede øjenvidner, at flyet eksploderede i luften, og en repræsentant for en lokal myndighed sagde, at der ligger vragdele helt op til fem kilometer fra ulykkesstedet.

Redningspersonale til hest er redet ind i området for at søge efter eventuelle overlevende, oplyser en regeringskilde ifølge Reuters.

Luftbasen i Manas blev etableret i 2001, og bruges af det amerikanske militær til at flyve tropper ind og ud af Afghanistan. Amerikansk militær har lejet basen, der også benyttes af andre lande, der opererer i Afghanistan.

BNB/REUTERS

Dagens Gossip

Dagens TV