Beskæftigelsen er på det højeste niveau i seks år

Beskæftigelsen i august var på det højeste niveau i seks år med 3900 flere lønmodtagere i august end i juli. Det svarer til en stigning på 0,1 procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Lønmodtagerbeskæftigelsen har været støt stigende siden foråret 2013, og i august var der 72.500 flere personer, der havde et lønmodtagerjob end i april 2013, hvor beskæftigelsen var lavest.

2.614.200 personer havde et lønmodtagerjob i august 2015, viser tallene, som er foreløbige og korrigeret for normale sæsonudsving.

Fremgangen er koncentreret i den private sektor, mens den offentlige beskæftigelse er næsten uændret med et lille plus.

På trods af stigningen siden foråret 2013 er beskæftigelsen stadig væsentligt lavere end i 2008.

I forhold til marts 2008, hvor den samlede beskæftigelse var højest, var antallet af personer med et lønmodtagerjob 107.700 lavere i august 2015.

Det er positivt, at lønmodtagerbeskæftigelsen vokser, for det er tegn på, at virksomhederne tror på fremtiden, når de øger medarbejderstaben, lyder det fra cheføkonom Mads Lundby Hansen, Cepos.

- I de kommende par år er der udsigt til vækst båret frem af lave renter, lav oliepris, reallønsfremgang samt international fremgang. Man må derfor forvente, at jobvæksten fortsætter de kommende år.

- Men politikerne skal være opmærksomme på, at vi kommer nærmere en situation med mangel på arbejdskraft. Det prøvede vi i nullerne, hvor danske virksomheder ikke kunne besætte stillinger ved nye ordrer. Det bør undgås de kommende år, siger Mads Lundby Hansen.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) glæder sig over tallene, siger han i en kommentar.

- Det er samtidigt vigtigt, at vi har øje for, at der er risiko for flaskehalse på dele af arbejdsmarkedet, når beskæftigelsen stiger og ledigheden falder, som vi heldigvis har oplevet de seneste år, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip