Beskæftigelsesministeren glæder sig over erstatning til veteraner

»Vi har et fælles ansvar for mennesker, vi har sendt ud på missioner og i krig - og som kommer hjem efter voldsomme oplevelser, der kan påvirke både dem og deres familier utroligt hårdt mange år frem. Dét ansvar har jeg været meget optaget af, siden jeg første gang hørte om veteraner, der ikke fik anerkendt de psykiske problemer, deres udsendelse havde ført med sig,« siger ministeren i en pressemeddelelse.

Hidtil har reglerne på området betydet, at veteranerne fik afvist deres sager af Arbejdsskadestyrelsen, hvis de udviklede lidelsen mere end et halvt år efter, at belastningen ophørte. Men ny viden på området på området viser, at PTSD udvikler sig med forsinkelse i 25 procent af alle tilfælde. Derfor ændrer Arbejdsskadestyrelsen straks praksis og genoptager alle tidligere afviste sager, hvor veteraner har anmeldt en psykisk sygdom. Det vil dreje sig om cirka 200-250 sager.

Dermed er der udsigt til, at flere tidligere udsendte vil få erstatning, mener Mette Frederiksen.

»Noget har tydet på, at arbejdsskadesystemets praksis ikke har fulgt med den nyeste lægefaglige viden om PTSD. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi fik sat gang i udredningen. For nu viser det sig, at langt flere veteraner kan få anerkendt deres PTSD som en arbejdsskade,« forklarer hun.

Dagens Gossip