Besked til mangemilliardær: Giv os flere penge

Der er kommet grus i maskineriet i verdens rigeste mands forsøg på at købe sig ind på det europæiske telemarked.

Den mexicanske mangemilliardær Carlos Slims mobilgigant, América Móvil, truer nu med at trække sig bud til 7,2 milliarder euro på Hollands svar på TDC, KPN, tilbage, efter at den fond, som skal beskytte KPNs aktionærers investeringer, har krævet flere penge. I modsat fald vil der blive nedlagt veto mod handelen.

Formand: Det er ikke fodbold

Fonden er en uafhængig gruppe af tidligere topchefer fra hollandske virksomheder, og den købte næsten 50 procent af stemmeandelen i KPN sent torsdag for dermed at kunne blokere handelen. Fonden blev oprettet, da KPN blev privatiseret.

»Fodboldreglerne i Mexico og Holland er de samme, men at overtage et stort selskab er ikke fodbold. Vi kan her have regler, der er forskellige fra dem i Mexico,« siger Jacques Schraven, præsident for fonden og tidligere topchef i hollandsk Shell.

América Móvil ejer næsten 30 procent af KPN og afviser, at buddet på en købesum skulle bringe selskabets interesser i fare.

»Vi mener, at vi kan hjælpe til at gøre KPN til et bedre selskab, et, der vokser, skaber job, er mere konkurrencedueligt og i den sidste ende er stærkt nok til at forblive en større spiller på både hjemmemarkedet og i udlandet,« hedder det i en udtalelse fra América Móvil oven på afvisningen.

Selskabet mødtes i onsdags med fagforeningerne, som organiserer KPNs ansatte.

Minister klar til mægling

Den 73-årige Carlos Slim er ifølge amerikanske Forbes god for 73 milliarder dollars og har dermed lagt distance til nummer to på listen, Microsoft-stifter Bill Gates, der må »nøjes« med en formue på 67 milliarder dollars.

Carlos Slim ønsker at få foden indenfor i Europa for at udvide markedet. América Móvil er verdens fjerdestørste mobilselskab efter kinesiske China Mobile, britiske Vodafone og indiske Airtel.

Den hollandske økonomiminister Henk Kamp har erklæret sig villig til at forsøge at løse KPN-striden men forudser, at det kan tage op til et par måneder. Han har tidligere haft samtaler med América Móvil.

 

Dagens Gossip

Dagens TV