Bestikkelsessag koster endnu direktør i Region Sjælland

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

Den store bestikkelsessag, der i efteråret ramte selskaberne Atea, 3A-It og Region Sjælland koster endnu en direktør i regionen sit job. Det skriver Dagbladet Roskilde.

Ledelsens manglende opsyn og manglende handling vurderes at have gjort det muligt for for en mindre gruppe ansatte i regionens it-afdeling at begå omfattende og politianmeldte uregelmæssigheder.

I sidste uge kostede revisionsundersøgelsen fra PwC jobbet for administrerende direktør i Region Sjælland Jens Andersen.

Tirsdag er politikerne i forretningsudvalget blevet orienteret om de næste konsekvenser, som den ny direktion med Per Bennetsen, konstitueret administrerende direktør og koncerndirektør Lars Onsberg Henriksen har lagt op til.

Økonomidirektør Morten Koch fratræder, mens it-direktør Per Buchwaldt, der kun har været på posten siden januar 2013, slipper med en skriftlig advarsel.

- Sanktionerne er nødvendige, og vi tror på, at vi kan komme videre med nye kræfter, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V).

Sagen startede i 2015, da Atea tidligere tabte et stort udbud af it-udstyr til det offentlige til det nystartede 3A-it. Det fik selskabet til at kontakte Region Sjælland, der fandt, at der havde fundet bestikkelse sted.

Det voksede hurtigt til, at offentligt ansatte i Region Sjælland, Rigspolitiet og Kriminalforsorgen blev mistænkt for at have modtaget bestikkelse.

Under efterforskningen af sagen kom det frem, at tidligere Atea-ansatte havde stillet mindst en million kroner til rådighed for offentligt ansatte, samt at der havde været gennemført en luksuriøs tur til Dubai, hvor Atea-ansatte og offentligt ansatte havde været af sted.

Ifølge Atea var det del af en fordækt plan fra tidligere medarbejdere, der kort efter startede konkurrenten 3A-it, og ville have kunder med over til det nye selskab.

/ritzau/