Bestil rejsen til USA nu

Route 66, diners og billige moteller er for mange indbegrebet af et ægte amerikansk roadtrip, som man har set i et utal af versioner på film. Men hvad Hollywood ikke kan genskabe er den helt unikke følelse, man får, når man sætter sig bag rettet på en stor Chevrolet og drøner af sted på de amerikanske highways: Frihed. Den ultimative frihed i Mulighedernes Land.

Det kan ikke berettes – det skal prøves. Oplevelserne ligger som perler på en snor og venter på at blive høstet, og selv tankstationens kulsorte filterkaffe smager som en drøm, når man drøner af sted for fuld musik. Og det er der rigtig mange danskere, der hvert år gør.

Af flere grunde forklarer Thomas Grønkjær Høiriis, der er rejsekonsulent hos Jysk Rejsebureau:

- Det er nemt og bekvemt at rejse i USA. Samtidig er det meget børnevenligt at rejse der, folk taler engelsk og serviceniveauet er højt. Og så byder naturen og byerne på store og meget unikke oplevelser.

Den Gyldne Trekant

Hvert år hjælper Thomas Grønkjær Høiriis rigtig mange danskere af sted på eventyr i Guds eget land, hvor især én tur er populær: Den Gyldne Trekant.

Her kører man fra Los Angeles til nationalparkerne Grand Canyon, Bryce Canyon og Zion National Park. Herefter runder man det pompøse Las Vegas, for derefter at køre gennem det golde, fascinerende ørkenlandskab i Death Valley.

Til sidst slutter man naturoplevelserne af med nationalparken Yosemite, inden turen går til charmerende San Francisco og tilbage til Los Angeles via Highway One langs Stillehavets kyst.

Også New York og den børnevenlige helårsdestination Florida trækker i danskerne, forklarer Thomas Grønkjær Høiriis fra Jysk Rejsebureau.

Han har især travlt lige nu – januar måned er nemlig højsæson for bookning af ture til USA. Han opfordrer derfor til, at man snarest muligt får bestilt sin billet, hvis man har planer om at rejse til USA i højsæsonen fra midten af juni til midten af august.

- Tommelfingerreglen er, at billetterne kun bliver dyrere, jo tættere man kommer på afrejse, når der er tale om rutefly, forklarer han.

Jo tættere man kommer på de ønskede rejsedatoer, jo sværere er det samtidig at få lige præcis de overnatninger, som man gerne vil have – eksempelvis i nationalparkerne. Derfor bør man også være på forkant med dette allerede nu.

- Det største problem er belægning på hotellerne de populære steder. Der er ikke så mange, og de bliver simpelthen udsolgt. Specielt hvis man rammer dem om lørdagen. Der er også penge at spare, men det handler mere om at sikre sig overnatninger de rigtige steder, lyder det fra rejsekonsulenten.

Hans erfaring er, at de fleste, der drager på roadtrip i USA, har et stramt program, hvor de kører langt for at se så meget som muligt – derfor er det vigtigt, at der ikke kommer nogle uforudsete overraskelser. Så hvis du gerne vil gøre din amerikanske drøm til virkelighed, så er det med at få bestilt dine flybilletter og overnatninger nu.

Sådan kommer du dertil

Direkte: SAS til fx San Francisco, New York, Chicago. Delta Airlines til New York og Norwegian til Los Angeles.

Billigst: I højsæsonen kan det være billigst at have en mellemlanding i både Europa og USA. Dette kan evt. udnyttes til et stop, så du fx flyver København – Amsterdam – New York / stop / New York – Los Angeles / stop / Seattle – Amsterdam – København.

Skræddersy din rejse til USA gennem Jysk Rejsebureau – kontakt www.jr.dk - 70 20 19 15

Dagens Gossip

Dagens TV