Besvimet kunde efterladt i SuperBrugsen

Skrevet af Michael Lauritsen

08/12/2013

Dagens topnyheder

Den 58-årige førtidspensionist, Kenny Danielsen, vil ikke huske dagen i går som en god en af slagsen.

Lørdag aften omkring lukketid gik han ned i den lokale SuperBrugs for at købe lidt slik- og sodavands-forsyninger til at hygge sig med i sofaen hjemme i Brøndbyvester.

Den hyggelige aften blev dog afløst af lidt af et mareridt.

For mens han gik rundt mellem reolerne i SuperBrugsen på Park Allé i Brøndbyvester, faldt han besvimet om. Han vågnede først et par timer efter. Alene i en lukket og slukket butik, skriver BT.dk.

Kenny Danielsen fortæller, at han lider af en sygdom, hvor han pludselig kan gå i koma eller besvime.

Da han kom til sig selv, lå han på gulvet omgivet af skår fra en vinflaske, som han formoder, han har revet med sig i faldet.

Først anede førtidspensionisten ikke, hvor han var henne. Men da han så reolerne med varer på, gik det op for ham, at han måtte være faldet besvimet om i butikken.

- Jeg havde jo ikke fået min mobil med mig, for jeg skulle jo bare lige ned og hente noget snolder. Så jeg tænkte, at jeg måtte finde en af censorerne til butikkens alarm, så jeg kunne få aktiveret dem, fortæller Kenny Danielsen til BT.dk.

Det lykkedes ham til sidst at få sat alarmen i gang. Og efter få minutter ankom politiet til SuperBrugsen.

Kenny Danielsen mødte betjentene ved glasdørene ind til butikken. Han var godt klar over, at politiet formentlig ville mistænke ham for at have brudt ind i butikken.

- Men de var meget søde og rare over for mig. Og de kunne godt forstå min situation. Men jeg synes jo, det er lidt underligt, at de ansatte i butikken ikke kiggede den efter, inden de lukkede, siger han.

Efter cirka et kvarters ventetid ankom en af de ansatte til butikken. Den ansatte beklagede og gav Kenny Danielsen en flaske vin som et plaster på såret.

Politiet bekræfter Kenny Danielsens historie. SuperBrugsen har endnu ikke kommenteret den.