Betænksom sangerinde giver fan kærlighedsråd

Med næsten 10 millioner "følgere" på Instagram er det umuligt for Taylor Swift at have et personligt forhold til alle sine fans.

Men ikke desto mindre tog hun ifølge ABC News sig alligevel tid til at lytte til en af sine mange tilhængere. En ung pige ved navn Hannah skrev nemlig til sangerinden, fordi hun var ulykkeligt forelsket, og 24-årige Swift svarede tilbage med en lang besked.

- Drengen er sød og charmerende, og så får han mig til at grine. Han var min første bedste ven, men han har desværre en pæn og sød kæreste, som oven i købet har en fantastisk flot figur. Taylor Swift, vil du ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre? skrev Hannah, der kalder sig selv SherbetSwift, på Instagram.

Og det ville Hannahs store idol gerne. Hun skrev nemlig en lang besked tilbage til sin unge beundrer.

- Jeg tror, at ugengældt kærlighed er en lige så legitim form for kærlighed som alt muligt andet. Den er præcis lige så spændende og ødelæggende. Jeg er sikker på, at du en dag finder en person, som elsker dig på den måde, som du elsker den her dreng, skrev den populære sangerinde blandt andet i sit lange svar.

Dog kan det ikke udelukkes, at Swift har en person ansat til at skrive den slags ting, men én ting er sikkert: Svaret gjorde Hannah meget glad. Hun har på to dage lagt 38 billeder op på Instagram, hvor hun gentagne gange takker sangerinden for svaret.

Newspaq

Dagens Gossip