Betal med mobilen: Telefonselskaber vil snart åbne mobilbank

Den næste bank, der slår dørene op i Danmark, vil ifølge Politiken gøre det på mobiltelefonens skærm.

Ifølge avisen vil de store teleselskabers sammenslutning 4T, der samler alle teleudbydere i landet, til efteråret åbne sit eget elektroniske pengeinstitut, der kan bruges til nethandel eller mobiloverførsler fra person til person – og på sigt til at betale med mobiltelefonen i butikkerne.

»Vi har været i dialog med Finanstilsynet i de seneste seks måneder, og vi er nu så langt, at vi kan love, at vores tjenester etableres til efteråret,« siger Peter Bredgaard, direktør for 4T.

Systemet er et virtuelt betalingskort, der kan styres via mobiltelefonen, så man selv kan vælge, om man helst vil have et Visa-dankort fra en af de traditionelle banker eller et virtuelt kort fra 4T.

Ifølge Torben Rune, der er direktør i rådgivningsvirksomheden Netplan, har 4T alle muligheder for et gennembrud.

»Det her er et stort brud mellem teleselskaber og banker, som hidtil har samarbejdet, men som nu har opdaget, at de kan konkurrere. Og jeg tror, at det længste strå vil blive trukket af teleselskaberne. Dels fordi de i denne sammenhæng ikke kan omgås, når det gælder mobilbetaling. Og dels fordi de har mere hånd i hanke med sikkerheden,« siger han til Politiken.

Inden mobilbanken kan gå i luften skal 4T dog godkendes som elektronisk bank, et såkaldt e-pengeinstitut.

Dagens Gossip

Dagens TV