Betalingssystem virker: Nu kan man igen svinge dankortet

Skrevet af admin

06/09/2015

Dagens topnyheder

Det kan igen lade sig gøre at benytte sine betalingskort på normal vis i Danmark.

Systemet for betaling med kort er oppe at køre igen, efter at det lørdag aften var nede, oplyser Nets-pressevagt Ulrik Marschall til Ritzau.

Betalingssystemet har kørt normalt siden 23.42, men der vil tidligt natten til søndag være efterdønninger af nedbruddet.

- Ude i nattelivet er der selvfølgelig noget kø, der skal afvikles. Men nu kan betalingerne i hvert fald gå igennem, siger Ulrik Marschall.

Nets beklager problemerne over for både kortholdere og terminalkunder.

Problemet ramte særligt internetbutikker og ubemandede kortterminaler - eksempelvis ved ubemandede tankstationer - hvor der ikke har været personale til at slå over på en såkaldt offline-procedure.

Særligt ved betalingsanlægget på Storebæltsbroen var der problemer.

- På Storebæltsbroen har de sat de steder, hvor man kan betale manuelt, i offline status. Men dem, der har Brobizz, skal vende rundt, så derfor kan der være kaos, sagde Ulrik Marschall tidligere på aftenen til Ritzau.

/ritzau/