Betjent forsøgt kørt ned: Politiet skød mand i benet

Skrevet af admin

02/11/2013

Dagens topnyheder

Føreren af et lille trehjulet køretøj, en tuktuk, blev fredag aften såret af et skud fra politiet i Aarhus.

En betjent mente, at føreren ville påkøre ham på Dynkarken ved Ridderstræde og besluttede derefter at bruge sit tjenestevåben, oplyser Østjyllands Politi og Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

- Der blev afgivet to-tre skud, siger Niels Raasted, der er efterforskningschef i DUP.

Netop fordi en borger er blevet ramt af politiets skud, undersøges sagen af den særlige klageenhed.

Betjenten, der skød, er blevet afhørt, oplyser Niels Raasted lørdag morgen.

Føreren af tuktuk'en fortsatte i øvrigt sin kørsel, efter at han var blevet såret, oplyser efterforskningschefen.

Episoden fandt sted lidt før klokken 22.30.

Manden på det trehjulede køretøj blev anholdt på Sønder Allé. Skaden var ikke alvorlig. Den blev behandlet på skadestuen, oplyser politiet.

/ritzau/