Betjent frikendes for vold efter skudepisode

Retten i Aarhus frifinder fredag en 32-årig politibetjent for grov vold, efter at han affyrede sit tjenestevåben mod en beruset knallertkører i november 2013.

Betjenten affyrede tre skud mod føreren af en såkaldt tuktuk-knallert.

Anklagemyndigheden påstod, at der ikke var nogen god begrundelse for at bruge pistolen. Derfor forlangte en senioranklager betjenten idømt fængsel i tre måneder.

"Et katastrofalt fejlskøn", har Line Scharf under sagen betegnet betjentens handling.

Derimod har hans forsvarer ment, at han ikke gjorde noget galt.

- Det er fuldstændig i overensstemmelse med hans træning og uddannelse, sagde advokat Mette Grith Stage under proceduren torsdag.

Føreren af tuktuk-knallerten var beruset og blev ramt i det ene ben.

Episoden udspillede sig i Ridderstræde 1. november 2013.

/ritzau/

Dagens Gossip