Betjent kørt ned af knallert - trækker pistol

To 19-årige mænd fra Solrød Strand forsøgte tirsdag klokken 20.30 at køre en politibetjent ned med deres knallert på Karlstrup Strandvej. En time senere blev de anholdt af de to betjente, som var vej til skadestuen efter påkørslen.

Det oplyser vagtchef Simon Schwaner fra Midt- og Vestsjællands politi. Politiet og anklagemyndigheden overvejer, om de to mænd onsdag skal fremstilles for vold mod tjenestemand i funktion efter straffelovens paragraf 119.

- Patruljevognen forsøgte først at stoppe en knallert med de to gutter, som fræser af sted. De forsvinder, men da betjentene spærrer stisystemet af, kommer knallerten og forsøger at køre betjenten ned, som rammes og vælter omkuld, siger Simon Schwaner.

På vej til skadestuen opdager betjentene de to knallertkørere komme gående og anholder dem klokken 21.25. Det sker ikke uden dramatik, oplyser vagtchefen.

- Ved anholdelsen er knallertføreren så aggressiv og truende, at betjentene bliver nødt til at trække deres tjenestepistol. Det sker heldigvis ikke så tit, at det er nødvendigt, siger han.

/ritzau/

 

Dagens Gossip