Betjent såret i Paris efter påkørsel foran præsidentbolig

En bilist påkørte en kvindelig fransk betjent uden for den franske præsident, Francois Hollandes, bopæl i det centrale Paris onsdag aften. Det rapporterer flere franske medier.

Den kvindelige politibetjent kom lettere til skade ved påkørslen.

Kilder siger til det franske nyhedsbureau AFP, at den 19-årige fører kørte den forkerte vej ad en ensrettet gade.

Det var tilsyneladende et uheld, at han ramte den kvindelige betjent. Bilen fortsatte væk fra stedet, ifølge kilder fordi den unge chauffør gik i panik.

- Det drejer sig om en simpel trafikulykke, siger en politikilde til AFP.

Den 19-årige fører af bilen samt en passager blev arresteret et par gader derfra.

- Chaufføren havde ingen alkohol i blodet og han var langt fra en radikaliseret ung, siger kilden til AFP.

Episoden fandt sted, efter at hele Frankrig er i højeste alarmberedskab en uge efter angrebet mod det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo og et jødisk supermarked, hvor i alt 17 mennesker blev dræbt.

Ifølge de første meldinger står det ikke klart, om hændelsen var forbundet til disse angreb.

/ritzau/

Dagens Gossip