Betjent såret i voldsomme kampe foran ny ECB-bygning

Mindst 14 politifolk og 21 demonstranter er onsdag kommet til skade under en demonstration ved Den Europæiske Centralbank (ECB) i Frankfurt.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tusindvis af anti-kapitalistiske demonstranter er i voldelige sammenstød med kampklædte tyske urobetjente i nærheden af ECB's nye hovedkvarter i Frankfurt få timer inden den officielle åbning af bygningen.

Adskillige biler er sat i brand, herunder flere politibiler, og gaderne er spærret af brændende mure af bildæk og skraldespande og -containere.

Politiet bruger vandkanoner i et forsøg på at bane sig vej igennem mængden af sortklædte demonstranter til indgangen til det ny hovedkvarter, der har kostet 1,3 milliarder euro (9,75 milliarder kroner) at opføre.

Efter planen skal centralbankchef Mario Draghi holde tale ved ECB-hovedkvarteret klokken 11.00.

Arrangøren af demonstrationen er gruppen Blockupy, der er opkaldt efter Occupy Wall Street-bevægelsen i 2011. Blockupy vurderer, at 10.000 personer deltager i demonstrationen. Tusindvis var rejst til det tyske finanscenter fra andre egne af Europa.

- Vores protester er rette mod ECB, som et medlem af trojkaen, som på trods af det faktum, at det ikke er demokratisk valgt, forhindrer den græske regerings arbejde. Vi kræver at nedskæringspolitikken afsluttes, siger en af arrangørerne, Ulrich Wilken.

- Vi ønsker en højlydt, men fredelig demonstration, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Talskvinde for politiet i Frankfurt, Claudia Rogalski, betegner stemningen blandt demonstranterne som aggressiv.

- Der har været stenkast, brændende skraldespande, ligesom syv politibiler er ødelagt, flere er der blevet sat ild til, siger hun.

Blockupy siger, at det repræsenterer græsrøddernes kritik af overnationale finansinstitutioner, herunder trojkaen, der består af ECB, EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond, IMF, hvis inspektører overvåger lande, som har fået støttepakker.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip