Betjent sigtet for vold med peberspray på Christiania

Skrevet af admin

08/04/2016

Dagens topnyheder

En københavnsk politibetjent er blevet sigtet for vold, efter at han brugte en peberspray mod en anholdt på Christiania tilbage i oktober sidste år.

Det oplyser Niels Raasted, efterforskningschef i Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der har efterforsket sagen.

Betjenten brugte pebersprayen mod den anholdte, da denne var ved at blive ført bort fra området af flere af betjentens kolleger.

Episoden fandt sted 6. oktober.

Efter at have set videooptagelser fra episoden gik Den Uafhængige Politiklagemyndighed dagen efter ind i sagen og efterlyste eventuelle vidner.

Ifølge Niels Raasted fortsætter efterforskningen, selv om der nu er rejst en sigtelse imod betjenten.

- Vi har afhørt en del vidner og gennemgået noget materiale, og det giver anledning til, at han er blevet sigtet, siger han.

Han ønsker ikke at oplyse andet om den nu voldssigtede politibetjent, end at han er fra Københavns Politi.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker alle sager, hvor politibetjente er mistænkt for at have overskredet deres beføjelser, begået tjenestebrud og forsømmelser.

Det er statsadvokaten, der på baggrund af en redegørelse fra politiklagemyndigheden, skal træffe den endelige afgørelse om, hvor vidt betjenten siden skal tiltales for vold.

Der er skrappe regler for, hvornår politibetjente må anvende peberspray og andre tjenestevåben.

Efter tre episoder i 2013, hvor politibetjente havde brugt peberspray for at stoppe knallertkørere, indskærpede Københavns Politi over for betjentene, at de skulle være varsomme med at bruge det effektive, men farlige magtmiddel.

/ritzau/