Betjent skal i fængsel for at sladre til sin tatovør

En 32-årig politimand skal 40 dage i fængsel for at have afsløret fortrolige detaljer om en efterforskning til sin tatovør.

Det slår Østre Landsret fast onsdag. Dermed stadfæster retten dommen fra september, der blev afsagt ved Retten i Helsingør.

Den nordsjællandske politibetjent er dømt for at have talt over sig på en særlig grov måde under "særligt skærpende omstændigheder," da betjenten tilsyneladende plaprede løs i telefonen til den mand, der havde tatoveret ham få dage forinden.

Det var på grund af en telefonaflytning, at andre politifolk opdagede kontakten mellem betjenten og en tatovør.

Episoden fandt sted i november 2012, da den dømte i telefonen fortalte tatovøren, at politiet efterforskede mod to navngivne mænd, og politimanden advarede derfor sin samtalepartner mod at låne sin bil ud til de to mænd.

I givet fald risikerede han nemlig, at bilen ville blive konfiskeret, lød beskeden.

De to mænd, der blev efterforsket, har begge relationer til rockergruppen Bandidos og var mistænkt for et butikstyveri. Ingen af dem havde kørekort, men var blevet filmet bag rattet i en varevogn.

Efter at have opdaget samtalen overgav Nordsjællands Politi sagen til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), som tog ud for at afhøre betjenten.

I den forbindelse blev hans hjem ransaget, og her blev endnu en lovovertrædelse afsløret:

Uden nogen saglig grund havde han havde slået op i et internt politisystem og fundet mange oplysninger om en bestemt person, der ifølge den tiltalte havde truet ham og hans familie.

På grund af sagen er betjenten suspenderet fra tjenesten. Han har siden fundet nyt arbejde som ejendomsmægler. Tatovøren er ifølge politiet ikke aktiv i bandemiljøet.

/ritzau/

Dagens Gossip