Betjente i regn af sten på Christiania

Under en aktion tirsdag i Christiania blev betjentene mødt med sten og røgbomber. To mænd er anholdt, og ransagninger førte til narko, våben og designermøbler, oplyser Københavns Politi.

- Vores hidtidige indsats har vist, at kriminelle med tilknytning til Pusherstreet ved de seneste politiaktioner har øget modstanden mod politiet, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, der leder Task Force Pusherstreet.

- Der kastes sten og kraftige kanonslag mod politifolkene. Det er helt uacceptabelt, og vi har med tirsdagens anholdelser understreget, at der vil blive skredet hårdt ind overfor lignende angreb, fortæller han.

Den første anholdte er en 26-årig mand fra Christiania, der ved anholdelsen var i besiddelse af en peberspray og en kniv.

Under anholdelsen forsøgte en maskeret gruppe på op mod 20 personer at nærme sig den anholdte, men de blev afvist af betjentene.

En ransagning på den 26-åriges bopæl gav tre pebersprays, en ulovlig kniv, en totenschlæger, 10 kraftige kanonslag, tre militære røgbomber og en mindre mængde hash.

Politifolkenes lokalkendskab gjorde, at en 25-årig mand blev genkendt som ophavsmand til stenkastene.

Han blev anholdt ved sin bopæl på Borups Alle tirsdag aften. Ved ransagning på bopælen blev der fundet omkring 80 gram kokain, en skarpladt tromlerevolver og en stor mængde designermøbler.

Begge mænd fremstilles i et grundlovsforhør onsdag. Ingen betjente kom til skade ved aktionen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip